Ole Terney, redaktør af BioNyt/Videnskabens Verden

Vi må gøre os klart, at mænd og kvinder opfatter verden på hver sin måde" .... "Begge køn gør den fejl at tro, at de andre tænker lige som dem selv" - citater fra Kåre Fogs bog. Kåre Fog, der er kendt for sin store håndbog i økologi, har udgivet en bog om "økologien" i menneskets sind: "To køn - tre sandheder". Han skriver i sit forord (citat): "Formålet med denne bog er at beskrive, hvad det er, der ikke længere fungerer, og forsøge at forklare, hvorfor det ikke fungerer" (mellem kønnene). Og på bagsiden af bogen, skriver Kåre Fog (citat): "I velstille­de lande fødes der kun børn nok, hvis kvinder­ne er tilfredse med tilværelsen. Og om de er det, afhænger primært af, om deres eget sind er præget af positive forestillinger. I Europa er det ikke tilfældet, og det er den vigtigste ­grund til, at der fødes alt for få børn - så få, at den europæiske kultur vanskeligt kan overleve" (fordi fødselstallene i de europæiske lande er under vedligeholdelsesgrænsen). "To køn - tre sandheder" handler om forholdet mellem kønnene. Udtrykket "De tre sandheder" i titlen refererer til tre måder at belyse emnet - ud fra videnskaben, ud fra den offentlige mening, og ud fra enkeltindividers personlige oplevelser. Det er en meget stor opgave, Kåre Fog har stillet sig selv med bogen. Bag de videnskabelige afsnit i bogen ligger der da også en omfattende research, hvor Kåre Fog har gennemgået mere end 1000 videnskabelige artikler mm. Af samme grund er bogen sandsynligvis blevet til en af de mest omfattende samlinger - på dansk - af beskrivelse og konklusioner fra videnskabelige studier af menneskelig adfærd, hjerneforskning og meget andet, og bogen giver et godt indblik i, hvad der eksi­sterer af ny forskning på disse områder. Kåre Fog citerer en lang række undersøgelser for, hvad køn, arv og miljø betyder for det enkelte individ. Kåre Fogs pointe er, at videnskaben enty­digt slår fast, at det er biologien og ikke miljøet, der er hovedansvarlig for, hvem vi er, og hvem og hvad vi bliver til. Han beskriver, hvordan biologien undertiden kommer til at styre miljøet, f.eks. det psykiske miljø ­individet opdrages i. At biologien så også kan drille, kan Kåre Fog ligeledes berette om. Nogle kvinder lider således af det såkaldte AGS syndrom (androgenitalt syndrom), hvor de i fostertilstanden er blevet udsat for påvirkning af mandlige køns­hormoner, som resulterer i, at selv om de er normalt udviklede som kvinder, udviser de resten af livet en adfærd med mange mandlige træk - blandt andet mere aggressiv adfærd - end det er almindeligt hos kvinder. Hos mænd kendes et tilsvarende syndrom, DES, hvor fostrene har været udsat for en østrogen­påvirkning, hvilket resulterer i, at de pågældende mænd udvikler en køns­identitet og personlighed i en mere feminin retning, ofte med homoseksuel tiltrækning. Det er relationerne mellem de to køn, der har Kåre Fogs største bevågenhed i bogen, og i et kapitel om kommunikation, som sikkert kan have interesse for de fleste, som lever i et parforhold, fortæller han, at videnskabelige undersøgelser viser, at skænderier i parforhold er en langt mere ubehagelig oplevelse for mænd end for kvinder, og at kvinder ser skænderier som en kærkommen anledning til at fremprovokere følelser og komme tættere ind på manden. Derimod har kvinder svært ved at klare, hvis eller når manden så lukker af og bliver tavs. En ægteskabelig konflikt er derfor en situation, hvor de biologiske mekanismer i de to køn passer meget dårligt sammen, konkluderer Kåre Fog. For når kvinden er på vej til at eskalere en konflikt, klapper manden i som en østers, og jo roligere manden er, jo uroligere bliver kvinden. En undersøgelse af video­optagelser af diskussioner mellem ægtefolk konkluderer, at hvert køn har en tendens til at opføre sig netop på den måde, som modparten finder negativ. Kvinden kritiserer - og manden reage­rer ved at blive tavs. Manden er tavs - og kvinden reagerer ved at kritisere, og der bliver sat en ond cirkel i gang. Forskelle i de to køns evner og færdigheder - og der er vitterlig forskelle, viser de undersøgelser Kåre Fog cite­rer - bliver belyst ud fra både hjerneforskning og adfærdsstudier mm. Beskæftiger man sig med undervisning, uanset om man modtager den eller giver den, er der mange resulta­ter i bogen, som sikkert kunne være nyttige at kende til for både lærere og elever. Eksperimenter viser eksempelvis, at en stigning i testosteron-niveauet medfører bedre evner til at regne hos mænd - indtil en vis grænse - hvorefter evnen igen mindskes. Der eksisterer altså et optimalt testosteronniveau. For kvinder gælder det, at deres mentale evner ændrer sig i løbet af den menstruelle cyklus. Test af rumsansen, som har betydning for matematiske evner, viser, at her klarer kvinder sig bedst under menstruationen, hvor kroppens niveau af østrogen er lavt, mens de klarer sig dårligst omkring ægløsningen, hvor østrogenniveauet er højest. Forskellen var meget markant mellem de to tidspunkter - helt op til 75 procent. Test af andre evner hos kvinder viser samme type udsving gennem en cyklus, men således at test af visse sproglige evner gav det bedste resultat omkring tidspunktet for ægløsningen. Begge dele kunne måske være af inte­resse for kvindelige elever med henblik på en eksamenssituation. Når det drejer sig om at udføre automatiske opgaver, det vil sige uden at skulle tænke sig om, klarer kvinder sig klart bedst omkring tidspunktet for ægløsningen. I øvrigt viser det sig også, at næsten alle kvinders sanser, såsom lugtesans, hørelse, følesans mm, er skarpest, når østrogen-niveauet er højt. Kun smertesansen er svagere. Mænd har ikke nogen hormonel månedlig cyklus, men testosteronniveauet varierer i løbet af døgnet, hvor det er højest om morgenen og falder betydeligt gennem dagen. Der er ligeledes en årstidsvariation, idet testosteronniveauet er højere om efteråret end om foråret. Disse variationer hænger faktisk sammen med små, men målelige ændringer af mænds mentale evner, skriver Kåre Fog. Bogens tilblivelse har været lang og besværlig. Det sidste skyldes især, at Kåre Fog har forsøgt at få bogen udgivet på mere end 20 forlag - uden held. Først mente forlagene ikke, at bogens indhold var veldokumenteret nok. Hvorefter Kåre Fog skrev bogen om til et videnskabeligt værk på 800 sider - som heller ingen af forlagene ville udgave. Hvorefter han beslutte­de sig til for egen regning at udgive den nuværende bog på 528 sider, med en blanding af personlige oplevelser, mere almene betragtninger og kapitler med videnskabeligt indhold. Prisen på bogen er 348,- kr. Den kan købes gennem boghandlere eller ved brug af blanketten på denne side. Kåre Fog (født i 1949) er biolog, lic.scient. Han har især arbejdet med Atlasundersøgelser af padder og krybdyr og har bl.a. skrevet bogen "Nordens padder og krybdyr" (1997). Han er redaktør hos ­Elsevier - det hollandske videnskabelige forlag. Kåre Fog har deltaget aktivt i debatten om Bjørn Lomborg, hvor Kåre Fog i 2002 indgav en klage over Bjørn Lomborg for videnskabelig uredelighed. Sagen endte dunkelt, idet Bjørn Lomborg blev frikendt for at vide noget om hvad han skrev om, og altså ikke kunne være videnskabelig uredelig, men nok uredelig. Kåre Fog har lavet web-siden www.lomborg-errors.dk, hvor han opregner sin kritik af Bjørn ­Lomborgs arbejde. Kåre Fog: "To køn - tre sandheder", eget forlag Mysis 2004, 528 s., 348,- kr. Kopier evt. blanketten her på siden og indsend den til BioNyt, så får du bogen tilsendt med en regning. Læs mere: www.bionyt.dk/127køn

Ole Terney, redaktør af BioNyt/Videnskabens Verden

Falkonergårdsvej 4 (Rolighedsvej ved DK-tanken)

1959 Frederiksberg C

Tlf: 35376408